Menu

Formandsberetning 2020

image
07. februar 2020 kl. 09:26

Formandsberetning

Ved Kværndrup Boldklubs generalforsamling

D 30 januar 2020

 

Først og fremmest vil jeg gerne byde velkommen til alle der er mødt frem i dag, en særlig tak til Leif Ottesen, der har sagt ja til at være vores dirigent i aften.

2019 har som alle nok ved, stået i jubilæumstegn, det har været et spændende, sjovt og til tider lidt hårdt år, med en masse opgaver store som små. Er jo ikke hver dag en forening fylder 100 år. Jeg synes vi kan være rigtig stolte af vores klub. Gennemtiden har der været mange højdepunkter både på og udenfor banen. En klub hvor sammenhold altid har været i højsædet. Hvilket jeg selvfølgelig håber vil fortsætte de næste 100 år frem.

 

Vi startede vores jubilæumsår ud med at holde en stor legedag, for alle børn i Kværndrup og omegn. Fun Fyn blev hyret ind til at fylde hallen med hoppeborge osv. Dagen blev godt besøgt med ca. 100 børn og deres forældre.

Senere på året afholdt veteranerne deres egen fodboldturnering, hvor 4 andre klubber deltog, resultatet blev en flot sejre til Kværndrup.

Hele jubilæet kulminerede den sidste weekend i aug. Som både bød på en reception, hvor borgmesteren kiggede forbi, et besøg af oldboys landsholdet, samt jubilæumsfest. Og sikke en fantastisk weekend det blev, den kan vi godt være stolte af, med en masse glade tilskuer og et perfekt vejr til kamp.

Spændingen op til kampen var stor, hvem kunne vi mon få besøg af, nogle navne var selvfølgelig mere spændende end andre, mange navne blev meldt ud fra DBU, for så at blive trukket tilbage igen, så vi holdt vejret lige til det sidste. Men selvom manden mange håbede på, ikke løb på banen, stillede DBU med et fint og spændende hold, og som sagtens kunne spille fodbold, resultatet behøver jeg vel næppe at nævne.

Dagen sluttede med spisning for begge hold samt vores sponsorer, hvor der var livlig snak og nogle rigtig fine og sjove taler.

Weekenden sluttede af med en stor jubilæumsfest i hallen, hvor der var et rigtig fint fremmøde.

Alt i alt en fantastisk weekend, som ikke have været mulig uden en hær af frivillige, til dem skal lyde en kæmpe tak rigtig godt kæmpet, både til dem der fik tryllet en helt fantastisk bane frem, med nyt rækværk, spillerbokse og blomster. Dem der var med i klargøringen, stod i ølvogn, billetsalg, oprydning, gav en hånd med til receptionen og jeg kunne blive ved. Ingen nævnt og ingen glemt og så alligevel vil jeg gerne sende en særlig tak til Bent Larsen for den fine udstilling i hallen, og ikke mindst holdet bag vores flotte jubilæumsskrift Bent, Leif, Højager, Anders, Olav og Birthe. Tak til jer.

Støvet havde nærmest ikke lagt sig efter jubilæet før en ny fest bankede på døren, allerede weekenden efter var der gang i den årlige og 4 hattefest, med et flot stigende antal damer. Trods nogle uventede problemer dagen før festen, forløb alt som planlagt. Tak til vores trofast tjenere og dem der fik gjort klar til fest.

 

Klubben var ikke den eneste der havde jubilæum i år, også vores Kværndrup Cup kunne fejre 40-års jubilæum, og igen i år leverede vi et godt stævne.

 

Nu skal vi ikke glemme at året også har handlet om andet end jubilæum og fest.

Det har været rigtig dejligt at følge og se en børne/ungdoms afdeling i udvikling. Vi er rigtig glade og stolte over det stærke og kompetente trænerteam vi har op gennem alle rækker. En særlig tak til de nye trænere der er kommet til, stor ros til alle herfra.

I år har vi haft et fint samarbejde med Gislev, i de største årgange hvor vi desværre stadig ikke er helt spillere nok. Et samarbejde som vi håber, fortsætter i den kommende sæson. Året er også blev krydret med et øens hold stævne, samt et rigtig fint besøg på Brøndby stadion.

Det nye år byder på et par nye spændende tiltag i samarbejd med DBU, mere omkring dette glæder vi os til at kunne præsentere inden sæsonstart. Vi ser også frem til at følge vores U14 drenge som i den kommende sæson skal i gang med 11 mands, allerede nu er alle meget spændte og med en lille snert af nervøsitet. I den forbindelse vil vi gerne sige velkommen til Brian Nyhus som bliver vores nye træner for U14.

 

På herresenior siden har det nok ikke været det bedste år rent resultatmæssigt. Det hele så ellers så fint og lovende ud ved sæsonstart, hvor holdet var i oprykningsspillet til serie 2. Starten forløb planmæssigt med en 2-0 sejr over Thurø. Herefter blev det til flere nederlag. 3 stærke hold rykkede op, og så var der kamp om den sidste plads. En fatal kamp i Rudkøbing blev afgørende for vores chance. Desværre sluttede foråret på en lidt skuffende 10. plads.

Efteråret forblev uden sejre.

I efteråret mistede vi også mange spillere til studier

Men vi kan glæde os over at vi fortsat har spillere der har lyst til at køre fra Odense og spille for Kværndrup, samt de spillere der er tilbage er meget stabile.

Vi skal heller ikke glemme det sammenhold og venskab jeg fornemmer der er os vores drenge på herresenior.

I den kommende sæson vil vi kun have et herreseniorhold og vi håber fokus på sejr vil være større.

 

Damesenior havde et lidt svært forår, hvor det var svært for dem at stille hold, hvilket spillet også bar præg af, heldigvis skete der en stor forandring hen over efteråret, hvor alle steppede op dette betød et langt større sammenhold både på og udenfor banen. Det hele endte ud med en super flot topplacering.

 

Super Oldboys 38 + spiller OB 70 Holdet har haft en masse spiller i truppen. Hvilket også har været nødvendigt for at kunne stille hold. Det har været et super år både med hensyn til sammenhold i og på banen, hvor der er har været en masse spændende og tætte kampe, og hvor de fleste er blevet vundet. Holdet sluttede på en flot 3. plads.  I den kommende sæson vil det være 2 nye træner Michael Mose og Jakob Filt der overtager posten, efter Allan har besluttet at trække sig efter mange mange gode år. Velkommen til de nye og tusind tak til Allan.

 

Vores ”gamle” drenge

55+ har haft 2 hold tilmeldt i FBU regi og 65+ (bronze 7-mands) i OB70-regi.

Alle spillere har trænet flittigt året rundt, desværre har de også været ramt af en del skader, trods den unge alder. Dette har betydet at der ikke har været for mange spiller at ta af til kampene, hvilket resultaterne har båret præg af.

 

I klubben har det ikke kun været børnene der har haft glæde og gavn af at spille på kryds og tværs af årgange.

De gamle et par oldboys spillere og damesenior nyder også hinandens selskab, hver søndag året rundt uanset vejrforhold. Det har givet et godt socialt samvær og sammenhold.

De har ligeledes trænet sammen hver torsdag i vinterhalvåret. Der har været intense kampe og både damerne og de gamle har hygget sig og fået noget med fra træningsbanen.

Jeg har fået fortalt at der er meget fremgang på damesiden, og at de er blevet meget bedre til at spille sammen, samt en meget bedre forståelse for spillet end tidligere. Dog kniber det stadig lidt med at komme tilbage og dække op, men så er der lidt at arbejde med.

Stor ros til alle og især de drivende kræfter Kent og Birka.

 

Der er stadig gang i vores e-sport, desværre har vi oplevet en del nedgang, hvilket har betydet at vi har været nød til at nedlægge 2 hold. I år er det derfor kun muligt at spille om mandag, til gengæld er holdet fuldt booket, og vi har igen børn på venteliste, så spændende hvordan det hele ser ud når vi rammer slutningen af 2020

Jeg vil slutte denne beretning af med at sige tak til hele bestyrelsen, spillere, trænere og andre i og omkring klubben ,i kan alle godt være stolte  af jer selv og det er helt på sin plads at klappe sig selv lidt på skulderen.

Tak.

 

 

Luk